Vi vælger at fokusere på den vellykkede, hvis vi ønsker at blive vellykket.
Men når de mislykkede bliver usynlige, kan de små forskelle mellem fiasko og succes også blive usynlige.
Hvis du overvejer at åbne en webshop fordi der er mange succesfulde webshops, glemmer du at tænke på, at kun succesfulde webshops ender som gode eksempler. I virkeligheden kan det være at 90 % af alle nystartede webshops lukker ned inden for det første år. Vi ser ikke alle de mislykkede forsøg, fordi når de mislykkedes, så forsvinder de også fra internet-billedet.
Ofte glemmer vi at tænke på dem der ikke klarede det. Ude af øje – ude af sind.
Ovenstående stammer fra forskeren, David McRaney, hvis arbejde bl.a. sætter nyt lys på typiske misforståelser og i dette tilfælde, overlevelses-partiskhed eller 'Survivorship Bias’, som han kalder det.
Men, hvis vi gerne vil have succes, skal vi så ikke lære af dem, der har succes?
Det paradoksale er, at vi kan lære mindst lige så meget, af dem der fejlede.
Det er den partiske indstilling (Survivorship Bias) overfor ”de overlevende” der henleder din opmærksomhed på kendte direktører, guruer og professionelle atleter. Vi har en tendens til at kigge i succesernes retning, for at finde tips og tricks der kan forbedre vores egen position.
Ligesom til konferencerne, hvor talerne primært er de strålende eksempler som kæmpede i modgang mod alle odds, men opnåede succes.
Problemet med at fokusere på succesernes råd kan være, at du ikke får at vide hvad du skal undgå eller hvilke beslutninger der kan være fatale. Simpelthen fordi de ikke ved det.
Den information ligger hos dem der ikke er inviteret til at tale ved konferencerne, dem der rent faktisk traf de forkerte valg. Informationen går tabt, hos dem der ikke kom godt ud af en presset situation eller ikke endte på forsiden af Børsen.
Hvis du bruger livet på kun at lærer fra de overlevende, ved kun at lytte til succeserne og kun har øje for verdensomspændende firmaer, vil dit perspektiv være indsnævret og meget partisk.
Når du søger råd, så søg også råd om det du ikke bør gøre. Husk, at den der rent faktisk fejler, sjældent bliver betalt for at fortælle hvad de gjorde forkert. Og det er måske ærgerligt.
Succes handler vel dybest set om, at kunne absorbere håndterbare skader, mens man styrer udenom større katastrofer?